Det “nye” IF Stadion tester mod Furesø Håndbold

IF Stadion tager mandag aften i mod Furesø Håndbold, hvor den første kamp med det nye hold venter…

IF Stadion var ganske suveræne i sidste sæson, da holdet mødte Furesø Håndbold. I det første indbyrdes opgør vandt IF Stadion med 27-15, mens kamp to blev vundet med 21-25. Derudover sluttede IF Stadion på 4. pladsen, mens Furesø Håndbold blev nr. 5 i rækken.
Mandag aften venter den første “testkamp” frem mod den nye sæson, hvor et ungt og motiveret Furesø-hold kommer forbi EnergiCenter Voldparken.

Cheftræner, Thomas Schou udtaler følgende til kampen:
To uger med knaldhård træning er veloverstået og vi kigger ind i en uge, hvor vi skal spille de to første kampe med det nye hold. 5 træningspas inkl. Cirkeltræning har været super. Det er blevet svedt og mange steder har det gjort ondt, men på den gode måde.

I morgen skal vi spille mod Furesø Håndbold, som i min verden hører til i den gode halvdel af 2 division. Ikke mindst når de er skadesfri og har alle mand klar til kamp, er de en giftig størrelse.

Til kampen i morgen, vil vi dog have meget lidt fokus på Furesø Håndbold – men derimod fuld opmærksomhed på vores egen rejse. Vi skal have kigget ind i et 6-0 forsvar, som vil være en del af den fremtidige plan, med den store fysik, som holdet er blevet tilført. Frederik Høyer vil blive en væsentlig del af midteraksen, som bliver interessant at følge.

Vi vil spille uden profiler som Casper Wager og Michael Bo samt nytilkomne Morten Zøhner, men vil byde velkommen til Jacob Zøhner, Frederik Høyer og Jens Kristensen i målet.

Der skal spilles med stor fysik, vi skal frem over banen og så må vi leve med de tekniske fejl, som det vil kræve, samt med det faktum, at vi på nuværende tidspunkt slet ikke har arbejdet med angrebsåbninger.

Vi glæder os til at komme i gang, det bliver en fornøjelse.

Kampen starter kl. 20.00 i EnergiCenter Voldparken.