Flere klubber satser på topplacering

Følgende artikel er fra Hbold.dk omkring den kommende sæson.

Der er lagt op til en interessant sæson i 2. division øst, hvor det forventes at 3-4 hold vil byde sig til i toppen og 2-3 hold skal kæmpe for hvert eneste point for at holde nedrykningsspøgelset fra døren.

Flere klubber har styrket sig markant til den kommende sæson og forventes at byde ind på en topplacering, hvilket gælder Næstved-Herlufsholm, SUS Nyborg, IF Stadion og oprykkerne fra Taastrup IK.

Næstved-Herlufsholm fik en flot 3. plads i sidste sæson efter suveræne FIF samt Roskilde, som begge rykkede op i 1. division. Sydsjællænderne har styrket truppen på 3 positioner, herunder på højre back og højre fløj, hvor Mathias Brandt fra Køge HK er kommet til samt Martin Larsen fra Korsør-Slagelse. Derudover er den rutinerede back Mikkel Pedersen kommet til fra Dianalund. Modsat har man mistet profilen Jacob Zøhner til konkurrenterne IF Stadion.

Næstved-Herlufsholm har ambitioner om en topplacering og er tillige også blevet kontraktklub i DHF-regi. Klubben spås en topplacering.

SUS Nyborg spillede i sidste sæson med i en af de jyske 2. divisioner, hvor holdet gennem sæson præsterede ujævnt på trods af en holdkort med mange dygtige spillere, hvilket medførte en midterplacering. Klubben nyder stor lokal opbakning og har tillige flere unge spillere, som for 2 år siden var med til at vinde bronze ved U18 DM. En stærk hjemmebane båret af et medlevende publikum er point værd. Det afventes med spænding om SUS Nyborg styrker truppen i den kommende periode. En styrket trup kan være vejen til en topplacering.

IF Stadion har i flere sæsoner spillet med om oprykning til 1. division, men har hver gang fået en ”sølvmedalje”. Truppen er styrket markant til den kommende sæson med bl.a. Frederik Høyer fra HØJ Elite og Jacob Zøhner. Tillige har klubben løftet hele sit sportslige set-up. IF Stadion er en af favoritterne til den direkte oprykningsplads. Så må tiden vise om forventningerne kommer til at stå mål med resultaterne i traditionsklubben, som leder efter et ”comeback” håndboldmæssigt.

Nyoprykkerne fra Taastrup IK spås af flere som en mulig ”out-sider” til en oprykningsplads. Klubben er velfungerende, har et professionelt ”set-up”, en kombination af dygtige unge spillere af egen avl og rutinerede spillere. Senest har TIK hentet Angu Kreutzmann fra Køge HK til positionen som venstre back. På hjemmebane og med et talstærkt publikum i ryggen bliver Taastrup en farlig størrelse for alle hold.

I den tunge ende af rækken peges der på Dalby og Korsør-Slagelse. Dalby startede sidste sæson som ”lyn og torden”, med 9 point for 5 kampe, men gik efterfølgende helt i stå. Holdet ville have været i overhængende nedrykningsfare, såfremt klubben ikke havde fået en suveræn start på sæsonen. Dalby skal komme med en styrket trup, hvis holdet skal undgå at komme i problemer i den kommende sæson.

Korsør-Slagelse har mistet 3 af holdets største profiler til den kommende sæson, herunder Mathias Thomsen og Martin Larsen. Disse spillere stod for hovedparten af holdets scoringer i den forgangne sæson. Korsør-Slagelse har gjort flere forsøg på at lukke disse huller med nye spillere, men har p.t. intet offentliggjort.

Udover ovennævnte klubber forventes et bredt midterfelt, hvor Furesø Håndbold på en god dag og med alle spillere klar, kan og vil tage point fra alle hold, som ikke er tilstede mentalt på kampdagen. Derudover er der gensyn med Rødovre HK, som har fine håndboldtraditioner og den rutinerede Jacob Bønnelykke med mange 1. divisionskampe på holdkortet.

En spændende sæson står for døren.