IF Stadion fik god optakt efter sejr over Næstved-Herlufsholm

Lørdag aften spillede to af favoritterne til de øverste placeringer i 2. Division træningskamp mod hinanden. Kampen stod mellem IF Stadion og Næstved-Herlufsholm.

Tidligere på dagen havde Næstved-Herlufsholm slået 1. Divisionsholdet fra FIF, mens IF Stadion havde slået FIF 2.

Begge mandskaber har oprustet kraftigt til den kommende sæson og derfor kan man med rette have forventninger om en god sæson fra begge hold, som er spået til at spille med om oprykning til 1. Division.

Igennem hele første halvleg var IF Stadion en klasse over Næstved. Det var således en flot halvleg, hvor det meste lykkedes for IF Stadion, mens Næstved havde særdeles svært ved at komme til ordentlige skudchancer. Derfor kunne IF Stadion gå til pause foran med 15-7. Få fejl, effekttivt angrebspil og en god defensiv var de afgørende faktorer i denne periode.

I anden halvlegs begyndelse fulgtes de to hold ad til stillingen 23-16, hvor der var spillet 47 minutter af kampen. På det tidspunkt troede man, at kampen var lukket, men Næstved kunne dog have fået kontakt i slutningen af kampen. Med 7 minutter tilbage var Næstved bagud 24-20 og havde muligheden for at reducere yderligere på tomt mål. Men bolden blev kastet snært forbi målet og herfra var hjemmeholdet i kontrol og sikrede sig dermed sejren på 27-22, hvilket giver dem en god optakt til den kommende sæson i 2. Division.