IF Stadion på svær opgave på Fyn

Når IF Stadion møder SUS Nyborg lørdag eftermiddag kl. 14.30 i Nyborg er det sæsonens første rigtige test – nogle vil kalde det et opgør mellem to gode mandskaber, som forventes at blande sig i topstriden.

Begge hold har maksimum point inden kampen fløjtes i gang og der er lagt op til en spændende affære. SUS Nyborg er en blanding af unge og rutinerede kræfter, hvoraf flere af sidstnævnte var med da SUS Nyborg for år tilbage spillede i 1. division. Tillige er Nyborgenserne altid en vanskelig opgave i egen hule.

IF Stadion kommer til kampen i nær stærkeste opstilling, men truppen er præget af små-skavanker på flere pladser, så det er først omkring kampstart man har et endeligt billede af situationen. Skal der point med hjem fra Fyn, så skal spillerne ramme dagen på den gode måde.

Foto: Thomas Løser